Hvornår et krav er vellykket

Spørgsmålet ser enkelt ud, indtil et tal skal skrives ind i en tabel. Så viser det sig, at „vellykket“ kan betyde mindst fire forskellige ting, og hver af dem fører til en anden konklusion.

Rejst er ikke anerkendt

At sende kravet er enden på arbejdet på jeres side, men ikke et resultat. Modparten kan anerkende hele beløbet, en del af det, afvise det eller simpelthen ikke svare. Indtil vi ved det, har vi kun det fremlagte beløb — et tal, der viser vores indsats, ikke jeres penge.

Derfor kalder vi aldrig det fremlagte beløb tilbagehentet. Det er to forskellige linjer, og de stemmer næsten aldrig overens.

Anerkendt er ikke betalt

En skriftlig anerkendelse er et alvorligt skridt, men saldoen på kontoen bliver ikke større af det. Det sker, at et anerkendt beløb står ubetalt i måneder — og det er en tilstand for sig, som er værd at se, fordi den kræver en helt anden handling end en afvisning.

En modregning er tilbagehentede penge, men ikke med det samme

Et hyppigt svar er ikke en overførsel, men en modregning: modparten nedsætter den førstkommende faktura. Økonomisk er det de samme penge, så ved målingen tæller vi en modregning som tilbagehentet.

Til honoraret er det ikke nok, før modregningen faktisk er gennemført. Et tilsagn om at nedsætte den næste faktura og en reelt nedsat faktura er to forskellige ting, og imellem dem går der undertiden et kvartal. Derfor venter succeshonoraret på en modregning, indtil den kan ses i et dokument.

„Vi besluttede ikke at forfølge det“ er også et resultat

En del konstateringer når aldrig frem til modparten — ikke fordi de er forkerte, men fordi kunden beslutter ikke at rejse dem. Begrundelserne er grundlæggende forskellige: beløbet er for lille i forhold til tiden, I er ikke enige i beregningen, eller I ønsker ikke en tvist med en bestemt transportør, hvor næste års takstforhandling vejer tungere.

Uden begrundelsen ser alle tre ens ud i nøgletallene, mens konklusionerne af dem er modsatte. Den første siger, at tærsklen bør hæves, og at den slags konstateringer ikke skal vises. Den anden er det samme som en afvisning i realiteten, blot uden modpart — et signal om at rette koden. Den tredje siger intet om kontrollen, men den siger, at arbejdet blev gjort forgæves.

Hvorfor grundlaget for afvisningen betyder noget

En afvisning på grund af en overskredet frist eller en formmangel siger intet om, hvorvidt beregningen er rigtig — modparten kan tage fejl og alligevel vinde. I en kontrols præcision tæller kun afvisninger i realiteten, hvor det vises, hvorfor tallet er forkert.

Forskellen er praktisk: i det første tilfælde skal processen ændres, og kravet rejses tidligere; i det andet skal selve kontrollen rettes.