En ny trækker i vejafgiftssystemet: første klasse som standard

I beregningen af den tyske vejafgift indgår siden 2023 en CO2-komponent. Køretøjer henføres til en af fem CO2-emissionsklasser, og forskellen mellem klasserne er større, end de fleste forventer.

For en Euro VI-trækker over 18 t med fem eller flere aksler gælder følgende takster: første klasse — 34,8 ct/km, anden — 34,0, tredje — 33,2, fjerde — 26,9. For et vogntog med fire aksler i første klasse — 32,4 ct/km. For lettere køretøjer fra 3,5 til 7,49 t — 15,1 ct/km.

Forskellen mellem første og tredje klasse er 1,6 ct/km. For et køretøj, der kører 8 000 km om måneden i Tyskland, er det 128 € om måneden eller omkring 1 540 € om året. Forskellen op til fjerde klasse er 7,9 ct/km, altså 632 € om måneden.

Standardværdien er første klasse

Her ligger det afgørende, som koster flest penge: er et køretøj ikke henført til en bestemt klasse, gælder den første. Ikke et gennemsnit, ikke „efter Euronormen”, men den mest ugunstige klasse.

Det betyder, at et nyt køretøj, der kommer ind i systemet, afgiftsbelægges efter den højeste takst, indtil nogen henfører det til en anden klasse. Systemet begår ingen fejl — det anvender standardværdien.

Omklassificeringen sker ikke af sig selv

Systemet omklassificerer ikke køretøjet af sig selv. Det har ikke data til det: den første registreringsdato og de tekniske værdier får det ikke automatisk. Omklassificeringen sættes i gang af køretøjets ejer, der indsender oplysningerne.

For det andet: kun køretøjer, der er førstegangsregistreret fra den 1. juli 2019, kan omklassificeres. Tidligere registrerede køretøjer bliver i første klasse uanset tekniske værdier. Det betyder, at ikke enhver faktura med første klasse er en fejl — før man fremsætter et krav, skal registreringsdatoen kontrolleres.

For det tredje, og det overses oftest: registreringen foretages i hvert land for sig. Et køretøj, der er omklassificeret i det tyske system, bliver i det østrigske system i første klasse, indtil det også omklassificeres der. Virksomheder, der kører i flere lande, har som regel styr på hovedmarkedet og ikke på de øvrige.

Hvor det brister i praksis

Omklassificering er ikke kompliceret. Den er bare ikke lagt hos nogen.

I processen med at anskaffe et nyt køretøj indgår registrering, syn, forsikring, takograf og digitale kort. Omklassificeringen af CO2-klassen i vejafgiftssystemet hører normalt ikke med på den liste — ikke af forsømmelighed, men fordi den ikke er nødvendig for, at køretøjet kan køre ud. Køretøjet kører, og afgiften bliver betalt. Bare efter første klasse.

Derfor er det typiske billede i en vognparksaudit ikke „alle køretøjer i første klasse”, men „de ældre køretøjer er bragt i orden, dem fra sidste år og i år er ikke”. Fejlen opstår ikke på ét tidspunkt, men hober sig op med hver ændring i vognparken.

Tærsklerne blev strammet den 1. juli 2026

Tærsklerne for indplaceringen i klasser er ikke faste: de er knyttet til banen for emissionsreduktion, og rapporteringsperioden løber fra 1. juli til 30. juni. Derfor blev tærsklerne strammet den 1. juli 2026 ikke på grund af en ny lov, men på grund af det almindelige skridt på banen. En del af de køretøjer, der tidligere var henført til tredje klasse, rykkede til anden, og det betyder en højere takst.

Det er ikke en fejl, og der er intet at bestride her. Men det har en praktisk følge: en tidligere fastsat klasse svarer ikke nødvendigvis til de nuværende tærskler, og vurderingen skal derfor foretages efter den affattelse, der gjaldt på det pågældende tidspunkt. Og en højere faktura bør ikke undersøges som en fejl — en kontrol, hvor der ikke er noget, koster tid.

Om fremtiden er én ting værd at vide: Europa-Kommissionens forslag, der den 30. juni 2026 nåede en foreløbig aftale mellem Rådet og Parlamentet, ville lempe tærsklerne, ikke stramme dem. Det er endnu ikke vedtaget og ikke offentliggjort og indgår derfor ikke i beregningerne — men retningen er den modsatte af, hvad man ofte tror.

Hvad man skal kontrollere

Vil I kontrollere jeres vognpark uden nogen ekstern bistand, skal I bruge tre ting:

1. Vejafgiftsfakturaer med angivet takst for hvert køretøj. Står taksten ikke på fakturaen, kan den udledes ved at dividere afgiften med kilometrene — men kun på strækninger i samme land.

2. Hvert køretøjs første registreringsdato. Fra den 1. juli 2019 eller tidligere.

3. En liste over de lande, hvor køretøjet afgiftsbelægges, og en liste over de lande, hvor det er omklassificeret. Forskellen mellem de to lister er det sted, hvor pengene forsvinder mest lydløst.

Det tredje punkt er det, der er værd at kontrollere, selv om alt andet ser ud til at være i orden.

Om fristen

I Tyskland kan man anmode om tilbagebetaling af for meget betalt vejafgift indtil udgangen af det tredje kalenderår efter betalingen. Ansøgningen indgives til BALM (Bundesamt für Logistik und Mobilität), og der opkræves et administrationsgebyr på 20 € pr. nummerplade. Gebyret opkræves uanset det tilbagebetalte beløb, og derfor kan ansøgningen være økonomisk uhensigtsmæssig for køretøjer med lavt kilometertal — det er værd at regne efter, før man indgiver den.

Omklassificering fremadrettet har ingen frist, men hver måned uden den er en måned efter første klasse.