Direktiv 2011/7: hvilke rettigheder I har, og hvorfor næsten ingen bruger dem

Direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner har gældt siden 2013. Bestemmelserne virker automatisk, men i praksis er det et mindretal, der bruger dem.

Hvad der står i det

Frister. I B2B-transaktioner er den lovbestemte betalingsfrist tredive kalenderdage. Ved aftale kan den forlænges til tres. En længere frist er kun mulig, hvis den ikke er klart urimelig over for kreditor. For offentlige myndigheder gælder tredive dage, undtagelsesvis tres.

Godkendelsesprocedure. Indeholder kontrakten en procedure for godkendelse af varer eller tjenesteydelser, må den ikke vare mere end tredive dage. Det lukker for den praksis, hvor fristen formelt er kort, men regnes fra en ubestemt „godkendelsesdato“.

Renter. ECB's referencesats plus mindst otte procentpoint. Tilkommer automatisk.

Fast kompensation. Mindst fyrre euro for hver faktura betalt for sent, uden særskilt begrundelse.

Yderligere omkostninger. Rimelige inddrivelsesomkostninger dækkes derudover.

Hvor medlemsstaterne afviger

Direktivet fastsætter minimumskrav, og derfor er de nationale gennemførelser ikke ensartede.

I Tyskland gælder ni procentpoint over basisrenten i B2B-forhold, ikke otte. I Polen er den faste kompensation trinvis efter fakturaværdi i stedet for ét beløb.

Den praktiske konsekvens: arbejder I i flere lande, skal beregningen laves særskilt for hvert af dem. Ét gennemsnit ville give et forkert resultat i begge retninger.

Der kommer ingen ny forordning

I september 2023 foreslog Kommissionen en forordning, der skulle erstatte direktivet og indføre en fast grænse på tredive dage uden mulighed for forlængelse. Parlamentet vedtog en ændret udgave i april 2024.

I Rådet blokerede medlemsstaterne forslaget. Senere formandskaber satte ikke sagen på dagsordenen, og i lovgivningsregistret står sagen som trukket tilbage.

Den praktiske konklusion er enkel: der er ikke noget at vente på. De gældende rettigheder er dem, der har virket siden 2013.

Hvorfor de ikke bruges

Tre grunde, og kun én af dem er juridisk.

Relationen. En kunde er en kunde, og et rentekrav ligner starten på en konflikt.

Tallet. Vil man kræve, skal man kende beløbet — og ingen regner det ud.

Forholdet. Fyrre euro på én faktura virker ubetydeligt. Tre hundrede for sent betalte fakturaer om året ser anderledes ud, men det beløb ser man først, når man lægger det sammen.

Den første grund er reel og kan ikke bortforklares. Den anden og den tredje er udelukkende et spørgsmål om at regne efter.